Asa og vanetro gruppen
Skinfaxe
Blótlaug

Sidste opdatering af siden
d. 25. august 2007
kl. 20:40:35

Alt Muligt


Indlæg, tekster, digte o.a.

Interwiev fra d. 15/12 2005 

Hil Odin

For en lille gruppe danskere er vintersolhverv vigtigere end juleaften

Den korteste dag på året er i år onsdag den 21. december. Så går vi igen mod lysere tider, og det er for de fleste danskere ikke årsag til de store overvejelser. Der er kun tre dage til juleaften, de sidste gaver skal købes og mange glæder sig måske et splitsekund over, at det da trods alt ikke bliver mørkere nu, men ganske langsomt lysere. Men for de omkring 2000 danskere, der på en eller anden måde praktiserer troen på de gamle nordiske guder, er dagen forbundet med stor vigtighed. Det er nemlig vintersolhverv. En vigtig højtid for Asa- og vanetroende mennesker. Det er her året afsluttes, der gøres status for det gamle år og det nye år indledes og hilses velkommen. Blótet er slutningen og begyndelsen............ Klik her for at læse hele artiklen

Rødstensmanden og hans guld.

Af Martin Gregersen, Skinfaxe Blótlaug.

På Fur ligger Rødstenen. Her har den ligget længe, lige så længe som nogen kan huske. Og lige så længe har der gået savn fra mund til mund på øen, om Rødstensmanden og alt hans dejlige guld. Nå ja, så er den jo også ganske stor. Stor nok til at man kan gå op på toppen og se ud over Limfjorden og de skibe, som nu lige måtte sejle forbi. Det er endda ikke hele stenen som ligger fri af jorden. Det meste ligger faktisk begravet under den bakke, som stenen springer ud af.
Startede man nu med at tale med en geolog, ville man sikkert få at vide, at Rødstenen har ligget på Fur siden sidste istid. Man ville også få at vide, at stenen ikke er en rigtig sten i virkeligheden, men at den der imod består af tætte aflejringer af jern og støv, presset sammen så hårdt, at overfladen virker ubrydelig. Helt ubrydelig er overfladen nu ikke, for hvis man kigger efter øverst på stenen, kan man se, at slemme jætter har ridset tåbeligheder ind med jætternes klodsede bogstaver. "Kurt er sød" eller "Mona var her 6/7 -98" mm. kan man læse ( jeg mener, at enhver god ase- og vanetro straks ville jage den slags jætter væk, hvis man skulle få øje på nogle ).
Nå men nu skulle det jo ikke handle om kedelige fakta, men om gode historier. Det siges at rødstensmanden er godt ved muffen. Han har så meget guld, at det kan dække hele stenen. Hvis du vil se guldet, eller måske endda prøve at få fat i det, skal du vente til fuldmåne, og så besøge stenen alene. Så kan du være så heldig, at Rødstensmanden har lagt sit guld frem på stenen i måneskæret. Det gælder om at vente til det rigtige tidspunkt med at tage guldet, ellers går det frygtelig galt, viser erfaringen fra andre. Hvis du skal have fat i guldet, skal du undertrykke din pengelyst lige til du ikke kan vente længere, og så lidt til siges det.
Der var en gang en bonde som ville rane Rødstensmanden guld, men han kunne ikke styre sig og tog guldet med det samme. Det skulle han aldrig have gjort, for ikke så snart han havde fået guldet læsset på sin hest, før han fornemmede at nogen var efter ham.
Da blev han bange og lod hesten skridte godt ud, hjem mod bondens gård. Men uanset hvor hurtigt han red, syntes han, at der var nogen lige efter ham, selv om han ikke kunne se nogen. Bonden nåde sikkert hjem og fik hesten i stald og guldet i hus. Her troede bonden måske, at han var i sikkerhed, men han kunne godt tro om igen. Bonden nåede ikke at få sig sat, før ilden pludselig sprang ud af pejsen, og blev levende. Ilden sprede sig hurtigt til dør og loft, så før bonden kunne finde på råd, var han spæret inde i sit eget hus, helt omgivet af de slikkende flammer.
Nu prøvede bonden at slukke ilden. Men hverken vand eller tykke tæpper syntes at kunne dæmpe ilden. Til sidst blev bonden så bange, at han råbte til Rødstensmanden kunne beholde sit guld, i det han smed guldet ud af vinduet.
Med et var flammerne væk, og ingen kunne se på huset, at der lige havde været ildebrand.
Bonden beholdt liv og gård, Rødstensmanden beholdt sit guld. 
Sådan kan det gå, hvis man taler med en anden Furbo, vil man måske høre, at bonden lod guldet gå bagover, mens han sad på hesten, for at slippe af med forfølgeren.
Men det var måske en anden bonde, som prøvede lykken.
En anden historie, som egner sig godt til at skræmme små børn med, lyder sådan her: 
To drenge fik engang den ide, at de ville stjæle guldet i Rødstenen. De bar sig så snedigt ad, at den ene hejsede den anden ned i hullet under Rødstenen i et tov. Da drengen der var blevet oppe på jorden, halede tovet ind, var det brændt over på midten. De to venner fik aldrig hinanden at se igen, og det er skam ganske vist. Den dag i dag er der stadig et hul under Rødstenen, som selv en fuldvoksen mand ikke kan nå bunden i.
Ingen god sang kan afsluttes uden, at fortælle lidt om hvordan nogle kristne har prøvet at ødelægge det hele, uden at det er lykkedes for dem. Der er nemlig blevet hugget og stukket i Rødestenen, for at lave byggemateriale til flere kirker blandt andet kirken på Fur. Men stenen ligger der endnu, og ser ikke lille ud.
Måske er det fordi, nogen fandt ud af at Rødstenen, ikke var særlig god til at bygge kirker af, eller måske stak Rødstensmanden en dag hovedet ud til stenhuggerne, og sagde "BØØHH".

Yulekalender 2005  

Tegnet og fortalt af Anker Eli.

Her kan du hver dag, frem til jul følge julekalenderen på Tjatsi, som er lavet af en meget dygtig grafisk kunstner, nemlig Anker Eli.
Klik på dette link: Yulekalenderen 2005

Artikel af Martin Mørch

Her er et link til en kommentar af Martin Mørch fra vort blótlaug, bragt i "Dagbladet Holstebro Struer" En kommentar til Tonie Yde Mørchs artikel om Iben Thranholm "Se en kristen" i FRI lørdag den 7. januar: Det er altid spændende at læse om mennesker, der har klare holdninger og en tro på hvad, der er vigtige rettesnore i tilværelsen:  Klik her for at læse artiklen 

LokeBlót i skellet d. 6/8 2005

Trommer, ekstase og runemagi

Af Martin Gregersen, Skinfaxe Blótlaug.

Skinfakse sluttede sig til dette års Lokeblót som Dorte Janussen traditionen tro afholder sammen med sin mand Herbert i sit sommerhus. Til dem som ikke kender til denne tradition, så afholder Lodurætten v/ Dorte Janussen hvert år et blót for Loke, da hun syntes han er alt for overset i gudeverdenen.
Blótdeltagerne dukkede op i løbet af dagen, tiden ind til aften gik med lidt hilsen på hverandre, og klargøring af blótpladsen.
Nu havde metrologerne jo lovet os masser af regn, men Dorte havde lavet nogle fine vejrruner som var indstillet til tidsrummet 16-24. Så mens det pissede ned i resten af landet, kunne vi sidde alle sammen og nyde en sval i strålende solskin før blótet.
Dorte og hendes datter Anja havde bygget et fint alter til Loke, hvor vi før blótet anbragte de forskellige offergaver. Ved alteret var også de to runer som skulle bruges under blótet. Den gamle rune fra sidste år og den nye rune som skulle indvies dette år. 

Dorte forbereder sig ved at pynte et lille alter bygget til formålet.

Dorte’s mand Herbert byggede et ordentligt blótbål. Under blótet blev guderne påkaldt og der blevet skålet og hildet. Det var som om Loke på dette tidspunkt allerede var dukket op, for røgen fra bålet blev kastet hid og did, så alle fik lov til at hoste efter tur. Selv slugte jeg en myg som lå i hornet. Den kom først op da hornet var gået videre, sammen med en ordentlig klat slim og det meste af min halsbetændelse. Den gamle rune blev brændt og den nye indviet.
Efter denne del af blótet fandt vi rasler, trommer m.m. frem for at påkalde den rette ånd og stemning.
Vi trommede, og stampede, mens deltagerne gik ind, og gav deres ofte til Loke i bålet. 

Da blótet var forbi spiste og drak vi. Da mørket kom snigende sammen med kulden, blev der lagt nyt brænde på bålet, og der blev snakket, drukket og hygget.   

Hil Loke.

Her er vores Oldermand, nyvasket og nystrøget, han har lige taget friluftsbad under Herbert's hjemmebyggede udendørs bruser.

Vølse hed Dagel på gammel dansk.  

Af Martin Mørch, Skinfaxe Blótlaug.

Det ser ud til, at den magt, som nordmændene kaldte Vølse, herhjemme hed Dagel. I Gudmund Schüttes ”Sallingsk og Furlandsk Hedenskab” fra 1925, fortæller han om en myte om Solfolkene. Han har den fra Johanne Espersen, der fortale dem til sin søn Esper Brogaard fra Mogenstrup i Salling, hvorfra Schütte så har den: Dengang de troede paa Afguder, da troede de, at Solen var en Gud. 
Naar den gik ned om Aftenen, gik de folk, der var med Solen, ind for at spise og drikke. Det var en Mand og en Kone. Manden hed Kryk og var en sølle stakkel, og altid frøs han, naar han ikke var i Nærheden af Solen. Hans Kone hed Krøb eller Krøf; det var så møj en fæle Kælling.
”Hvorfor det?” spurgte Esper. ”Jo for hun ville hore, og naar hun ku se sæ Haw te’et, saa list hun ind til Dagel, og saa glemt hun alting. Naar de så skulde afsted igen, kom Kryk og gav ondt af sig, men saa fløj den Slemm paa ham og varmet hans Krykker, som han sagde, og naar han saa havde givet ham en ordentlig Lining, saa sagde æ Dævel: ”Nu kan du vel nok nære dig et bette Stød!” Dagel boede ved Solens Nedgang, dvs. ved Nedgangen til Helvede. Han har et Hesteben; Han har faaet det ene af Helhestens.”Sådan blev fortællingen om de gamle Solfolk blandet med kristne forestillinger.Sønnen Esper hørte som dreng folk kalde et hestelem for ”Dagel” Hans mor sammenlignede Dagel med de kristnes Djævel: ”Dagel æ de samm som æ Dævel og saa den evige Ild”
Gudmund Schütte gør sig så nogle sproghistoriske overvejelser, der knytter Dagel til lokaliteter som Dakbjerg ved Moss Sø, via det oldnordiske Dakl. Men for mig er det nok, at den gamle sol-, heste- og frugtbarhedsdyrkelse har overlevet, selv om de kristne har søgt at neutralisere det gennem tilknytningen med ”æ Dævel” 

Dialektord: se sæ Haw te’et– se sit snit til det.
en ordentlig Lining – en ordentlig omgang klø.   

Ask Yggdrasil står i Thise.  

Af Martin Mørch, Skinfaxe Blótlaug.

Udenfor Salling, er Thise mest kendt for det økologiske Mejeri af samme navn. Men hvis man skal tro Gudmund Schütte i ”Eddaens Gudelære og dens Genklang i Salling”, 1934, kunne Ask Yggdrasil have stået i Thise. 
På Tis Enge i Salling skulle der stå et træ, som vil komme til at danne midtpunkt i striden ved verden ende. Her skulle de tre nordiske konger binde deres heste, mens de udkæmpede Dommedagsslaget. Træet ved Tiis enge har tre grene, og det er så forfærdeligt stort, så det ser ud, som det var skyfast. Så verden navle for Sallingboer var Tirs Vi, eller Tyrs helligdom: Thise. Thyboerne mener godt nok, at Asken står på Kløv Bakke på Thy, og Viborgensere og selv Furboer mener, at Verdens centrum står hos dem. Uanset hvor, er det fælles for fortællingerne, at træet ikke er til at komme af med. Selv om det bliver savet om mange gange, bryder det igen og veddet bliver stenhårdt. 
Det er også et fælles træk, at det står grøn hele året, og det er fælles, at træet er knyttes til Ti /Tir/Tyr. Det tolker Schütte som, at det stammer fra en ældre udgave af sæden end dyrkelsen af Odin. En tid hvor Tir måske var den mest frentrædende magt. Men verdenstræet er ikke altid en Ask. På Fur er det en tæt hellig Tjørn, som ingen ville brække selv den mindste kvist af. Men alle forskelle til trods, så hører verdenstræet og dermed verdens centrum altså hjemme et eller andet sted her i det vestlige Limfjordsland, Og det forstår vi, der bor her såmænd godt..

Her kan du finde "Anmeldelsesblanket for udtrædelse af folkekirken".